Heating blanket / varmetæppe!

Lucky lucky me! Jeg har vundet denne lækre varmeplaid fra Casmacare, fordi jeg deltog i en konkurrence på Ibbyheart’s blog. Ibby skriver om skønhed, men har en kronisk sygdom som gør, at nogle af hendes posts er særligt relevante for os med hjernerystelse. Tjek fx. denne video ud, hvor hun fortæller hvordan man får pænt hår uden at vaske det 🙂 Jeg modtog plaiden i går og er allerede nu blevet afhængig. Find en god lydbog, skænk varm kakao og læg dig under tæppet –  og rejs dig aldrig igen.  Læs resten

Reklamer

I am hungry….

IMG_1867

Ej, jeg er sulten jo! Jeg prøver pt. at blive lidt lettere og komme mere “i form”. Både fordi at sådan har jeg det altså bare bedst og fordi min krop fungerer bedre sådan. Så tæller jeg kalorier, for det der med at træne det væk duer jo desværre ikke helt hos mig. Lifesum app er genial til det – hvis man altså kan overskue at taste ind 🙂 Der er dage hvor jeg er ligeglad selvfølgelig, ellers bliver det for langtrukkent. Der er dage hvor jeg er for træt til at spise andet end pålægschokolade eller for dårlig til at spise andet end noget der smager virkelig meget af salt. De der berømte gåture er gode – jeg må vel opbygge en smule muskel også! Men Lifesum virker, for man bliver opmærksom på hvor meget man egentlig spiser. Jeg prøver selvfølgelig at holde det til grønt, sundt fedt og proteiner, men det kniber altså lidt med det. Det ville jo ellers være det bedste for hjernen! Det skal der ikke være nogen tvivl om. Det kan være rigtig svært at holde vægten, når man pludselig lever et forholdsvis inaktivt liv. Men det kan altså godt lade sig gøre, det er jo i virkeligheden bare matematik – spis mindre end det du forbrænder. Og hvis man ikke kan klare sig uden chokoladen, kan man godt spise det alligevel, så må man bare undvære noget andet, lige i den periode hvor man skal igang (been there, still there).

IMG_1866

_________________________________________________________

English: So I am really hungry! I am currently trying to become more “fit” (as one can without really doing any high pulse exercise), so I am counting my calories and going for walks. It works! Lifesum app really helps me out, but it does take som energy to type in what you eat. It gives you a really good view of what you can eat and really taught me the no’s and yes’s according to food. I live a life without any sports and so on, so it is easy for me to put on weight. I just feel better with myself being more fit and that is what is most important. I don’t follow Lifesum everyday, I have days where I am too tired to eat anything else than chocolate, feel to bad to eat anything that is not really salty, so I am just doing it when I can and giving myself some days off! 

IMG_1861

IMG_1865

 

 

IMG_1870

Tip: Going out after dark…

2015/01/img_1812.jpg

Tidligere på ugen postede jeg om min weekend, hvor jeg havde venindebesøg og fortalte om, hvor hyggeligt det havde været. Dertil kom der er en rigtig god kommentar, om hvor længe jeg var om at komme mig over en tur på en bar og hvordan jeg bedst klarede sådan et par drinks. Svaret er nu endt her i et nyt indlæg, for det er hele essensen af at leve med et rystet hoved (man får en mulighed for at lave noget – man overvejer om man kan tillade sig det – man overvejer om man kan tage de dage ud af kalenderen bagefter som det kræver – man gør det eller man gør det ikke).

Hvordan kan jeg have weekend besøg og samtidig gå på bar med alle de indtryk og lyde der følger med – det kan jeg engang imellem på fuld smertestillende, på viljestyrke, på flade sko (evt. ørepropper) og bagefter med lavere aktivitet. Efter et weekend besøg betyder det, at jeg ikke har handlet, I skulle se mit køkken og dynen har boet på sofaen (også mig lidt), jeg har haft få aftaler og ekstra kaninhygge. Ift. alkoholmængde, er det helt forskelligt hvad en med hjernerystelse kan tåle. For mig er det vigtigt at jeg hviler op til og sørge for ikke at være for overbelastet. Jeg har med tiden lært ikke at tænke at (øver mig stadig), årh nej nu bliver jeg nok dårlig af at skulle ud. For jeg fik det helt dårligt bare af tanken om at skulle gå over mine grænser. Nu er det lidt mere, jaaa, jeg tillader mig selv lidt sjov og er meget bevidst om at hvile inden og trække stikket ud bagefter. Selvfølgelig vil jeg kunne mærke det – men livet går videre og dagene går med mindre aktivitet, men jeg har jo nydt tanken om at jeg var ude. Det gav et boost inde i mig og det er nogle gange mere værd, end ingen hovedpine :-*

Men – jeg føler et stort behov for at uddybe, at jeg ikke kunne komme ud de første par år! Der var konsekvenserne ved at gå over mine grænser simpelthen for store og jeg risikerede et længere tilbagefald, hvis jeg gjorde det. Der var årevis hvor jeg ikke var ude efter kl 20. Der var årevis hvor jeg ikke rigtigt var ude overhovedet. Jeg føler nu, at jeg har et niveau, og er blevet så erfaren ift. at mærke efter hvad kroppen kan, at jeg indimellem godt kan tillade mig en tur på bar. Eller i biografen. Eller en mini weekend getaway. Min krop kan i perioder godt tåle jeg lige går over grænsen. Jeg tror man selv skal mærke, om man er klar og så lytte efter det. Det gælder faktisk alle mine indlæg herinde – det er mine ord. Det tog mig mange år at lære at mærke efter ❤

Jeg elsker når jeg får kommentarer med spørgsmål, som jeg har mulighed for at uddybe i et indlæg. Tak fordi I læser med og giver lyd – det er så dejligt at vide, at der er nogle på den anden side af skærmen 🙂

Man ser ikke mere intelligent ud, når man er ude sent med hjernerystelse 😉

2015/01/img_18181.jpg
____________________________________________________________________

English: So just wanted to respond to a comment, about how I managed going out to bars, like I did last weekend. I really wanted to say more than a few words, so it ended up being this new post. I can go out once in a while, when I make sure to rest before and to regulate activities after. The first years after my concussion it was simply not possible – it took way to much out of me and had massive consequences for my recovery, to cross those concussion borders and go out to a place with noise and loads of impressions. So I feel very strongly about saying this, because one really need to feel and make sure to do, what your brain can handle and nothing more. Now, after so many years, I know my body so well and can tell, if it can manage a night out, a cinema trip or a little weekend getaway, without totally crashing. Yes, I crash for a while and the last week has been on the sofa with low activity. You should see my messy kitchen!! I have not done any shopping, just been home or out for short visits. But the buzz from being out with a friend, fills me up way more, than lying alone with no headaches. Life is so much more than no headaches! It’s all about finding that balance, and then listening to your body. Rest before and after, low heels, earplugs, eat a full dinner and then don’t stress about going out. Sometimes the thought of doing something really makes me feel worse than doing it. So I try to let myself have some fun, when I can feel, that it won’t crash my concussion completely. 

You are more than welcome to comment in English if you have any questions or anything, it is so nice to hear from you guys, on the other side of the screen 🙂 

2015/01/img_1816.jpg

The grass is also green on your side

2015/01/img_1789.jpg

2015/01/img_1790.jpg

Jeg indrømmer, at jeg har en tendens til at tænke, at græsset er grønnere på den anden side. Hvis jeg nu blev farmaceut, kunne jeg også komme til at tjene gode penge og købe de der fine ting. Hvis jeg nu bare lige ændrer det og det, så kan jeg også få det der, de andre har. De ser godt nok glade ud over ved naboen, det er bare mig der har det elendigt. Men det er jo virkelig ufede tanker. Naboen har også kriser og alle farmaceuter er ikke pr. definition rige og lykkelige (desværre, søde farmaveninder). Glæden ved livet og hverdagen skal vi finde inde i os selv, uanset antallet af mønter eller ens jobidentitet. Jeg kan ærligt talt godt være lidt for dygtig, til at tænke i dumme negative cirkler, især efter jeg mistede hele mit gamle liv efter hjernerystelsen. At sidde og tænke på, hvad der gik galt og hvorfor og hvor træls det er. Tænke mere over det igen og igen og tænke, at jeg heller ikke rigtig duer til noget. Det er da kedelige ubrugelige tanker. Året efter ulykken kunne jeg ikke stoppe de dumme tanker på egen hånd, da jeg på det tidspunkt røg ind i et lidt mørkt deprimerende hul, hvor jeg sad fast og spiste mig lidt ud af det hele. Men med den rette hjælp kom jeg relativt hurtigt videre og fik året efter bearbejdet den sorg der var, ved at miste sit studie, sin sport, sin identitet, sin fremtid. Det var møg svært at skulle finde på et nyt liv og så med hovedpine, men der er ingen vej udenom. Tiden går uanset.

2014 var et øv år ja, men hold nu op, der skete jo også mange gode ting! Og det er dem, jeg vil blive bedre til at fokusere på. Alle de forløb hos kommunen er super dræbende, men hvor bliver man sindssyg viljestærk, beslutsom og får en evne til at stå op for sig selv, som jeg kun misundte andre for at de kunne. Nogle gange får jeg af vide “hvordan har du klaret 6 år med hjernerystelse, jeg havde aldrig klaret det” – og så tænker jeg, at selvfølgelig havde du da det! Jeg er ikke en superhelt eller andet (beklager at måtte briste drømmen, der er ingen catwoman dragt under tøjet), jeg er blot et menneske ramt af en frygtelig hjernerystelse, som har lært at leve med det og til stadighed lærer at leve med det. Og nu hvor jeg står på vippen til en afgørelse hos kommunen, så vælter mulighederne selvsagt ind over mig – det skal nok komme! Men ingen af dem har ringet på døren, jeg har måtte ud og finde mulighederne og vise mit værd, for jeg kan faktisk noget selv med et rystet hovedet – deraf en forklaring på mit blognavn, da jeg absolut ikke mener jeg er blevet forstyrret af ulykken, om end det kommer sådan til udtryk nogle gange 😉 I am shaken but not disturbed!

Jeg mener ikke, at man skal glemme de hårde ting, for det er jo dem vi lærer af. Det er dem, der er springbrættet til en styrke, der står endnu mere i stand næste gang der sker en øv ting – og som samtidig står endnu flottere når der sker noget godt! Men jeg vil helt sikkert øve mig i at se mere på helheder og på positive ting, hvad jeg har opnået, og lidt mindre på det der gik galt. Mindre banke mig selv oveni hovedet og flere skulderklap hen over ryggen. På de knap 20 dage der er gået af 2015, er der sket så mange gode ting der peger i den rigtige retning – hvorfor det kommer i stimer, det ved jeg ikke. Men vi må se fremad og huske, at det hele er med til at forme os ❤  ________________________________________________________________________________________________________

English: The grass is greener on the other side – that is something I have been way to good to think at times, even before my concussion. I have probably always been envy on other people – the nice things they had, their house, their families, their cars, their vacations. I thought if I became a pharmacist, I too would become happy and rich. Unfortunately I found out, that you are not those thing, just with a pharmacist degree. But I really must stop to envy other people – they also have tough times, everyone does! The joy of life, that we must find that in ourselves and be happy with that, no matter the amount of money or how many things that have gone wrong. I tend to only see the tough times, what went wrong and why and how I am not good enough, and then think about it again and again and again. I mean, this is just not the way to think forward, or to be good to me! I will definately try to think more about what went well and then take that in! More “great work” than “why did that go wrong again”. Sure, there will always be tough times, that is life, up and down. But the tough times makes us stronger, makes us able to stand, when more tough times come along, but also makes us shine even more when great things come along!

Sometimes people say to me “how have you managed to overcome 6 years with a concussion, I would never be able to do that” – sure you would have! I am no superhero, I am just a normal person, who got a really bad concussion, and who just tried to deal with it and really still does in so many ways. I will try to think more about the good things that happens – and not so much, of what went wrong. The little victories and the small joys needs to come into my circle of thoughts ❤ Also, that is why I have my blogname – because although I am shaken, I am not disturbed and sure have a lot to offer although I have some special needs and lots of limits and pain. 

Concussion gift ideas

IMG_1040.JPG

Her er nogle tips til gaver i år. For lige at undgå gavekatastrofen fra mit første år med hjernerystelse, har jeg her et par gode tips til ønsker, hvis man har et rystet hoved eller bare godt kan lide ting, der krammer en og hjælper på stress og hjælper til at opnå ro.

1: Varmetæppe til de kolde nætter over vinteren, så kroppen kan slappe af inden den skal sove.
2: Rooibos rød te – koffeinfri te, som er sundt for hjernen og så smager det virkelig godt. Fik sidste vinter en pakke i gave fra min brors Afrikatur og nu køber jeg med forskellige smage nede hos den lokale tehandler (bor man på Østerbro er vinhandlen ved Trianglen fantastisk til te!). Påvirker ikke hovedpinen, kun hyggen 🙂
3: Bose in ear – de er altid med mig, lukker forskellige frekvenser ude og gør at jeg kan færdes ude og gå ture på de mindre gode dage. De er også gode under transport. De er nogle gange på tilbud til 1499,-, måske her i januar kan man være heldig.
4: Holder til din bærbare. Har du også ondt i nakken og svært ved at kigge nedad, så er denne perfekt til lidt skærmarbejde. Jeg kan ikke bruge computer uden. Måske man kan klistre noget pænt papir på, så den bliver mere stilet.
5: Massagebold til fødderne. Det er helt vildt rart at tage et par ture hen over bolden i løbet af dagen med dine fødder. De føles lettere og visse punkter kan faktisk lette lidt af hovedpinen. Bruger den også ind i mellem på skuldrene, og det føles også rigtig godt.

Mit uheld skete 4 dage før jul for mange år siden, og alle mine gaver var selvfølgelig købt. Jeg sad derfor og pakkede bøger og træningstøj op, og endte med at skælde ud på min mor over, at jeg fik gaver, som jeg ikke kunne bruge til noget. Stakkels hende – gaverne havde været perfekte, hvis jeg ikke sad der med halve tænder og hudafskrabninger. Men kunne ikke helt styre det – jeg havde det forfærdelig dårligt og bare det at være i samme rum som de andre, var som negle på en tavle. Jeg har undskyldt og prøver nu en anden taktik, nemlig at trække mig når det brænder på. Mere om det senere 🙂
___________________________________________________________
Translation: so I made a little Christmas wish list for those of you sufflering from concussion or stress or just want to get nice relaxing things! My first concussion christmas was terrible, my accident has just happened and I was in pain, a mess and really really low in energy. All my present where already under the tree, sports clothes and books, perfect gifts for a non concussion life 😉 

1: Heating pad for your whole body, to relax you in the night and keep you varm / 2: Decaf tea, Rooibos red tea. Drink tea without it triggering your headaches / 3: Bose in ear, noise canceling ear phones. Save me everyday! / 4: Laptop desk – from IKEA. Keeps your computer in a great height, if you also have neck problems / 5: Ball for massaging your feet. Can actually help some headaches as well. Can be used on the back and so on as well. 

Autumn colors

IMG_0864.JPG

IMG_0861.JPG

IMG_0865.JPG

IMG_0862.JPG

 

English below – photos from autumn walks

Billeder fra gåture hen over de sidste par uger. Med Boogie-vennen under armen og i hundegård med en bold, som hun elsker, som havde den hjerte og sjæl. Det er stadig mildt i vejret, og jeg har stadig til gode at se skovene i efterårsfarverne. I dag er det bliv hjemme – ligge på sofaen – spise chokolade -vejr eftersom det regner virkelig meget, så hunden er i dag på husbesøg og kaninen kigger på. Hilsen zoologisk have 😁
_____________________________________________________________________________________________________

Translation: Photos from some autumn walks, with my dog friend, running after a ball I gave her. She loves it, as if it was a ball with heart and soul 🙂 It is still quite warm in the weather, and I have yet to see the forrests in autumn colors. Today it is raining and that means time on the sofa!

From sunshine morning to cycling in a warzone!

keep-calm-who-kidding

English below

Version 1 – normal person: Jeg går ned til min cykel på en solskinsmorgen, men cyklen ser ud til at være væltet. Der er et par ting knækket af, men pyt med det. Jeg begynder at cykle mod praktik og kan nu se, at el-motoren ikke virker. Jeg triller alligevel mod cykelhandleren uden de store problemer og snakker med ham om, hvornår den kan laves. El-eksperten er på ferie, men er tilbage på tirsdag. Jeg tænker, at jeg da klarer mig med enten at trille roligt hyggeligt rundt på den i de 5 dage indtil da. Alternativt hopper jeg bare på tog eller bus når jeg skal nogle steder. Der er jo værre ting i verden!

Version 2 – pige med hjernerystelse: Jeg går ned til min cykel på en solskinsmorgen, men cyklen ser ud til at være væltet. Støttebenet er røget – hvordan skal jeg så parkere den fremover. Så er jeg tvungen til at lede efter et sted, hvor den kan læne sig op af. Det kan min hjerne ikke lige rumme. Jeg begynder at cykle mod praktik og først falder håndbremsen af – den er åbenbart også knækket. Det betyder, at jeg nu kun kan bruge fodbremsen, hvilket jeg så lige skal huske hver gang jeg skal bremse. Pis. Styret er skævt. Dvs. for at cykle lige skal styret være drejet – jeg tror faktisk jeg cykler med tungen ud af munden for at cykle lige… Nu opdager jeg så, at cyklen vejer 10000 tons og at den slet ikke vil køre rundt med mindre jeg finder super kræfter i mine slappe ben. El-motoren virker ikke. PANIK!! Årh nej. Nå, det kan jo være en løs forbindelse, så jeg cykler i mega snegle langsomt tempo tilbage til lejligheden med bankende hjerte, og stikker batteriet i opladeren for lige at gen-kortslutte-det (hvis man kan det, det har altså virket før?!). Ned til cyklen igen, der er i øvrigt også en tung taske og skulderen gider slet ikke bære det stentunge batteri. Tilbage på cyklen, med angst i hele kroppen begynder jeg at cykle igen og opdager, at el-motoren stadig ikke virker. PANIK!! Jeg beslutter, at cykelhandleren lige må kigge på den. Måske kan de lave den allerede til i morgen. Men el-ekspert-manden er på ferie til om 5 dage. PANIK!! Jeg er mega sent på den nu, og så stopper hjernen med at tænke. Jeg kan ikke undvære min cykel i 5 dage, da den bærer ting for mig. Min hjerne vil ikke med tog eller bus, den kan ikke overskue at planlægge nye ruter eller håndtere mennesker eller huske mig på, at jeg skal stå af. Jeg kan ikke gå med cyklen, da jeg har gigant hovedpine og hvert skridt er som en hammer i hovedet. Jeg kan ikke overskue at tage hjem igen og kigge på mine 4 vægge. Jeg tvang mig selv ud i af døren i morges, for at tænke på noget andet end hovedpinen. Ok – ingen tårer endnu.

Måske kan jeg godt cykle bare lidt – bare meget langsomt, til praktik. Jeg begynder missionen. Jeg når et stykke ud af cykelstien, før jeg kan mærke, at min nakke brokker sig og kæben vrider sig. Første tudetur. Jeg kan jo ikke engang cykle. Jeg ved det godt, men jeg glemmer det jo heldigvis. Men lige der, følte jeg mig helt enormt handikappet. Jeg var fanget i min egen krop, midt på Øster Søgade. Jeg kom meget tæt på tudende i praktik og fik glemt det hele i nogle timer (elsker det sted). Men virkeligheden venter bagefter. Cyklen er stadig i stykker, og nu står jeg så på Vesterbro, fanget i min egen krop igen. Anden tudetur. Jeg siger til hovedpinen den skal fise af, og går mod Vesterport station for at tage toget hjem. På vej mod elevatoren møder jeg en meget sød ældre dame, der spørger om jeg er på vej mod elevatoren. Ja, det var jeg. Den er ude af drift, det ville hun bare lige forberede mig på. Tredje tudetur. Og denne gang er 3 x panik og 3 x tudetur for meget. Hele verden står stille, lige der midt på Vesterport station. Mit cykelproblem har nået uanede højder, på niveau med bomber i byen eller at blive forladt af en kæreste. Men midt i dybet ringer min bror, min englebror, og får mig lokket hen til ham med min cykel. Som han kan lave. På 5 minutter. Hans kæreste kommer med kold limonade og de giver mig en mars-is og laver aftensmad til mig. Jeg er hel igen ❤ I dag fordøjer jeg traumet 🙂

____________________________________________________________________________

Translation:
Version 1 – normal person: Going for my bike this beautiful morning. It seems it has been knocked over. Some parts are broken, but who cares. I start to cycle but the electrical part is broken. Well, I will just go to the cycling – fixing – man and he will fix it. Until then I will just use public transportation – there are worse things in this world!

Version 2 – concussed girl: Going for my bike this beautiful morning. Some important parts are missing – this means I have to have a new attention to when I bike, I have to take care to use the foot breaks and not the one on the handle that is broken. I have to take care to park it up against a building, otherwise it will fall due to missing parts. The handle is twisted, so to ride straight forward, the handle has to be a little to the left. My brain does not really want to adapt to this new situation. So I start pedaling and it seems way too heavy, like 10000 tons! Oh no, the electrical part is not working! PANIC! Well, could be a loose connection. Try to put the battery into the charger to restart it (has worked before!?), go off with anxiety but it still doesn’t work. Oh no. So, I will ride in snail slow pace to the cycling fixing man. He can not fix it until next week. 5 days without my bike. I cannot do this, the bike carries stuff for me everyday, that I can’t carry myself. I am so late for work, so my brain stops to think. I am not able to take train og bus every day – too many people, I fell like I am in a war zone every time I am in a bus. I cannot walk because every step fells like a hammer in my head. Ok, no crying yet. If I just cycle really really slow, maybe I will be able to go to work without too much pain. I am not going straight home – I forced myself out of the flat in the morning, I needed some new surroundings and to stop thinking about my headache. Ok, so I start pedaling for the 3 km trip. And then I realize. I can’t ride my own bicycle without the electrical parts moving the bike. I felt so handicapped and out of place. It was like I was trapped in my own body, nowhere go to. First time crying. I make it to work, and forget everything for a while. But reality waits for me – the bike and me are now even further from home, still not working (either of us). Second time of crying. So I tell the headache to go to he… and then start walking to the trains station to get me and my bike home. The lift is not working. Third time of crying. And panic again. My world is falling apart, my bike problem is on level with bombs falling around me or the love of my life has just left me. I cannot move. Then my brother calls and convince me to go to him. He will fix my bike. And so he did, in just 5 minutes. His girlfriend brought me limonade, they gave me an ice-cream and made me dinner. I am myself again! Today I am digesting the trauma 🙂 

Processed with VSCOcam with m3 preset

If I had one normal day!

tumblr_mt91zgAC1O1qlfvijo1_500

English below
Nå men jeg skal til en ny læge i morgen og så har jeg læst alle mine lægejournaler. Mega konfronterende. Og så tænkte jeg på, hvis jeg nu bare havde en dag uden hjernerystelse. Jeg ville jo nok flyve til Hawaii og derefter rejse jorden rundt for de penge, mit guldtræ gror i uendelige mængder. Tilbage på sporet… det er mandag og jeg ville nok bare være ret almindelig (det er sjovt nok det jeg savner mest): stå op, og spise morgenmad. Og så ikke gå i seng igen, fordi jeg ikke kan tænke eller fokusere. Jeg ville gå i bad, tørre hår, vælge tøj uden at blive svimmel. Jeg ville ikke gå i seng efter badet pga træthed og ondt i nakken. Jeg ville lige ringe til en sød veninde, uden at tænke på hvor lang tid samtalen varer eller hvilken arm der holder tlf. Så ville jeg cykle på arbejde hvor jeg selv træder i pedalerne og der ikke er en elmotor der gør hele arbejdet. Jeg ville holde øje med trafikken men ikke bekymre mig latterligt meget for hvert blinklys og vejarbejde, om der sker en ulykke mere og få hjertebanken. Jeg ville møde på arbejde med en nakke der kan dreje alle veje. Jeg ville ikke tage hjem og sove efter to timer. Jeg ville arbejde igennem dagen og tjene mine helt egne penge, som jeg ville købe alt muligt materialistisk crap for, jeg ikke rigtig mangler. Jeg ville ikke blive så træt, at jeg laver fejl eller glemmer hvad jeg skal lave. Jeg ville multitaske (vildt!).

Jeg ville ikke sove eftermiddagen væk eller gå en lille tur hvor hvert skridt føles som om der er en bowlingkugle i hovedet. Jeg ville hoppe ned i mit cykeltøj med min 6-pack mave og cykle en tur på racercykel i solen sammen med mine søde cykelveninder. Benene gør ondt på den gode måde, når de virkelig bliver brugt. Ikke fordi musklerne er slappe, blævrer og mangler cirkulation. Vi ville stoppe for en is på vej hjem og sludre, uden at jeg i samtalen bliver diffus, mister fokus og kun tænker på hvornår mon jeg kan sove igen. Når jeg kom hjem ville jeg lave aftensmad. Gerne en lidt kompliceret en, med FLERE gryder på en gang. Igen, vildt! Jeg ville vaske gryderne op med det samme og ville ikke lægge mig efter maden, fordi det føles som om nogle har hevet et duracell batteri ud af min ryg. Så ville jeg tage i byen og danse hele natten 🙂 Møde en rig mand, der har hus i Spanien og båd. Nåhr nej, skulle jo være lidt realistisk. Måske bare et glas vin i solen så? Uden medicin i maven og med høje hæle, uden at nakken skriger at jeg skal smide skoene i havnen. Jeg ville ikke føle mig hjernedød når jeg skulle sove, bare sådan helt almindelig gammeldaws træt.

Jeg har mange drømme dage i hovedet, den ovenfor har jeg haft mange af før ulykken. Men What If og Should Have hjælper ikke vores hjerner – i morgen skal nok blive god, på sin egen måde 🙂

____________________________________________________________________________________________

Translation: So tomorrow I am seeing a new doctor. I have read all my journals again. Totally confronting.. So it got me thinking. If I had just one normal day…. I would problably move to Hawaii and then travel the world, for the money that comes from my money tree… But lets keep it real. Or just a little bit real. Tomorrow is Monday and if I had a normal day without the concussion I would: get up, eat breakfast and not go back to bed, because I could’t think. I would just shower, dry my hair and get dressed, without getting dizzy. I would not have to lie down after the shower, due to tiredness and neck pain. I would call my friend, to talk to her about our backpacking trip next week, without thinking about how long the conversation is lasting or which arm is holding the phone. I would bike to work, not on an electrical bike, but with my own to legs. I would not be concerned about cycling through roadwork with pounding heartrate and anxiety for another accident. I would meet at work with a super flexible neck! I would make my own money that I would spend on meaningless crap I didn’t really need. I would not go home to sleep after 2 hours. I would not get so tired, that I would make mistakes or forget my tasks.

I would not sleep the afternoon away in a dark bedroom, or take a walk where every step feels like I have a bowling ball inside my head. I would get into my cycling outfit with my six-pack stomach, and go for a long bike ride with my girlfriends. We would stop for ice-cream, and I would not loose concentration and only think about when I can go to sleep again. When I came home I would make dinner, a real complicated one, just because I can. I would clean up afterwards, because I would not have to lie down and my shoulders would not hurt from cooking. I will have energy for an evening, it would not feel like someone took out my duracell battery! Then I would go out dancing all night 🙂 Meet a rich man, who has a house in Spain and a big boat. Oh no, had to keep it just a bit realistic… Maybe just a glass of wine? In the sun and in high heels, because my neck is not screaming to throw them in the habour. I would go to sleep not completely braindead, just normal humanly tired. 

I have many dream days in my head, the one described have I had a lot of before the accident. But What If and Should Have does not help our brains – tomorrow will be a good day, in its own way 🙂 

Comfort zones.. in or out

comfort zone

Tiden flyver jo afsted. Især efter påske er dagene gået så hurtigt! Ugen er gået med praktik, lagersalg, gåture, veninde hygge og et besøg i DR koncerthuset, hvor jeg ikke har været før. Stor oplevelse, som jeg fik i gave af en veninde. Endnu en af dem, der har været med hele vejen ❤ Jeg er heldig jo! Så der har været en del på programmet i denne uge, og Store Bededag var en kærkommen fridag fra praktikken.

I dag har jeg slappet af, restitution. Ikke fordi jeg gider være hjemme – jeg vil jo gerne ud og nyde en varm solrig weekend sammen med de andre københavnere.. mine weekender burde jo indeholde rulleskøjter, vinbar og lange nætter. Nogle gange er det som at være i fængsel, at man ikke kan gøre det man har lyst til, fordi det jo bare er bedst at lade være. Ligesom under tidligere eksamensperioder, da der skulle læses, eller det chokolade man måtte undvære under et vægttab. Men det var i afgrænsede tidsperioder. Det her er jo en periode, der ikke er en slut dato på. Den fysiske konsekvens af at bryde grænser synes for stor. Samtidig tror jeg på at personlig udvikling sker når man bryder grænserne og bevæger sig ud hvor man ikke kan bunde. Så lærer man at svømme, og grænsen flyttes. Det er her jeg mærker livet og det er de oplevelser jeg husker. Dem der forandrer mig. Hvordan kommer man så ud af sin komfort zone når man har fysiske begrænsninger? I terapi? Ja! Ude i livet? Ja, i den grad. Og her skal der altså også krydses fysiske grænser ind i mellem, for at komme ud hvor man bliver udfordret. Jeg har svært ved at afstikke fra min plan. Jeg er kontrolfreak og elsker skemaer, planer, ro og orden, hvilket jeg faktisk tror hjælper mig med at leve et godt liv. Men hold nu kæ… det kan være kedeligt jo!? At følge min plan er en investering i min fremtid. Det er vigtigt. Men nogle gange skal man måske slå sig løs, bryde ud af fængslet og kaste sig ud i en oplevelse – for ikke at glemme nuet! Jeg øver mig i det!! Der skal være plads til både mig, udvikling og en god hjerne i mit liv, min evige udfordring.

Translation: Time flies! The days have gone so quickly by since easter. This week I have had quite a busy schedule, thanks to good friends. This weekend is all about relaxing and no plans, because I know that is what my bruised brain desires. I do wish sometimes, that I did not have to plan everything in my life – and weigh all decisions if they are good for my brain or not. Sometimes I just want to do just what I feel like without thinking about the physical consequences. But my sticking to the plan I am treating my body well and giving it the best chances for recovery. That said, I do practice to live life a little bit more in the present – I am sure it will do me good on other areas! One evolves when going beyond comfort zones – that is what I believe, so I try sometimes to do that!