Door closes, window opens

I går poppede der en reminder op på Facebook – et minde for nogle år tilbage. Fra da jeg havde meldt mig helt ud af mit daværende studie og erkendt, at det ikke blev nu. Heller ikke om lidt. Men at det måske, en dag, ville blive noget andet. En af jer derude har spurgt mig, hvornår jeg accepterede mit helbred som det blev og desværre stadig er. Det her starter lidt tungt, med meget tekst (undskyld!) men ender altså lidt bedre 🙂

img_3148-1

Enter a caption

Jeg læste til farmaceut da jeg kom til skade men stoppede senere på studiet, fordi det ikke fungerede for mit helbred at fortsætte. Min hjernerystelse kunne ikke klare det – det var det hårde fact. Det tog mig lang tid at indse. Flere år. Jeg havde en lang sygemeldingsperiode, hvor jeg fulgte dårlige lægers råd der gjorde mig dårligere og jeg groede fast i min seng. Men heldigvis kom jeg forbi en dygtig neuropsykolog, hvis råd og vejledning fik mig til at planlægge mine dage med tidsplaner og energifordeling.

Så jeg forsøgte igen med studiet. Tog 1 fag. Med alle tænkelige hjælpemidler – en computer der læste mine bøger op, en privatlærer, ingen forlæsninger – det gik også godt. Jeg bestod eksamen! Men da jeg gjorde status over semestret, havde jeg kun lavet tre ting – sove, spise og studere. Det var ikke et liv, der var rigtigt for mig og uddannelsen og de fysiske konsekvenser var ikke det værd for mig. Hver gang jeg kom til min behandler var der mere og mere i vejen med mig – det var så tydeligt på alle måder, at jeg ikke kunne læse.

Her vil jeg gerne sige, at jeg sidenhen har stødt på rigtig mange der fortsætter med at læse, efter de har fået hjernerystelse. At det godt kan lade sig gøre for nogle, at de får det bedre og at det er det rigtige for dem! Og det er ligesom hele finten i det her hjernerystelsesforløb. Ligeså meget som vi kan mærke at vi går igennem de samme ting, ligeså forskellige er vi også. Men man skal mærke indeni, hvad der er det rigtige for en. Nede i maven. Og se på ens liv – hvordan har man det? Mærker man et stort overskud? Er man en karklud? Får man gået de der ture? Opvejer de gode ting de dårlige? Her tænker jeg måske, at man faktisk ikke behøver have slået hovedet for at gøre sig de overvejelser..

Men det var denne overvejelse der gjorde, at jeg vidste hvad der var rigtigt for mig. Det var der, jeg fik ro og vidste, at jeg ikke kunne læse – noget. At min vej skulle være en anden. Det tog et par år at nå hertil. Jeg vil tro, vejen er kortere når det hurtigere går bedre og man kan mærke fremgang. For mig, var jeg på et tidspunkt bare nødt til at se realiteterne i øjnene – det gik ikke særligt meget bedre. Så ville jeg have flere gode dage i mit liv, skulle jeg leve anderledes og ikke kigge i flere bøger. Jeg valgte at passe på min hjerne, som i den grad trængte til noget egenomsorg.

(Som lidt deprimerende bonusinfo kan jeg fortælle, at jeg har medfødte øjenproblemer som har gjort, at jeg ikke har kunnet træne mit samsyn – dette ved jeg, hjælper rigtig mange der har slået hovedet! Især til at fortsætte med at læse eller arbejde).

Der er ikke noget jeg hellere vil, end at fortælle en succeshistorie om at jeg har klaret det hele, er blevet rask og nu enten har fået det gamle liv tilbage eller et helt nyt et. Jeg elsker den slags historier – og vil gerne høre dem om og om igen. Min historie er lidt anderledes, fordi jeg har haft gener i så mange år – den handler om at lære at leve med den nuværende situation, om at indrette sig og om at få det bedste ud af det. Men også om at blive ved med at håbe og tro på, at det bliver bedre.

Det kan man godt, mens man passer på sig selv, nu og her. Det er denne pointe, der er i mit hjerte i form af denne blog. Nu er jeg endt et helt andet sted end som farmaceut – jeg er hvor jeg er, glad for mit job hvor jeg gør en forskel og jeg er glad for at jeg er her, når det nu skal være sådan.

Reklamer

3 tanker omkring “Door closes, window opens

  1. Tak for beretningen, Charlotte. Jeg synes selv stadig det er svært at finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jo, jeg har det bedre på mange punkter, og jo, jeg klarede mig igennem 15 ECTS point i efteråret – for første gang i 1,5 år. Men jeg har jo stadig ondt hver dag. Og hvad hvis det aldrig bliver bedre? Jeg synes kampen mellem at måtte acceptere og finde ro og glæde i det, jeg kan og som lykkes, kontra det at have ambitioner, være ung og drømme, og insistere lidt på at ville kæmpe for at kunne mere, er svær! Jeg er træt af begrænsninger og jeg er træt af at vente på at få det bedre.

    Liked by 1 person

  2. Det forstår jeg godt Sofie! Jeg kan sætte mig ind i det hele – det er så svært. Og især hvornår man skal tage en beslutning. For måske bliver det bedre lige om lidt og så går det? Men hvad hvis ikke? Det er det sværeste 😘🙏🏼

    Like

Der er lukket for kommentarer.