Christmas mood

I dag er det første søndag i advent og selvom vi ikke helt er i december endnu, kan jeg godt grave julehumøret frem. Det har jeg kunnet i et par uger nu og har faktisk pyntet op FØR mine julefanatiske veninder, det bliver et år vi aldrig glemmer 😉 Efteråret er koldt og mørkt men jeg er fan af juletiden med julepynt, stearinlys, gran, varme tæpper og gaver.

Det meste af julepynten er fra Normann Copenhagen, jeg kan godt lide at det er enkelt og roligt og så ligger butikken lige om hjørnet! Fristende. Jeg kommer som regel også forbi Søstrene Grenes, da deres design normalt også er ret fint. Måske man bare ikke lige skal bruge det stribede stjernepapir 😉 Gran er billigt og nemt, bare i en vase og så holder det længe.

Processed with VSCOcam with f2 preset

Min bror og svigerinde har fundet på nogle adventsgaver (og i år lykkedes det mig at gengælde glæden og give dem adventsgaver retur!), og jeg har netop åbnet den første! Jeg viser den i næste uge, hvor den passer godt ind i et indlæg om hjernerystelses-venlige julegaver 🙂

To søde piger har givet mig en tidlig fødselsdagsgave, en pakkekalender fra Tante-T med 24 forskellige slags te. Den er så fin! Jeg drikker flere kander dagligt, elsker te på alle tænkelige måder og jeg synes den er ret sjov i designet. Som ex-farmaceutstuderende rammer den også plet med kolberne, og det var netop på studiet at jeg mødte de søde piger.

December kan bare komme an, med alle de små glæder der venter. Så er det bare lidt nemmere at stå op og komme igang med dagen. Der venter også 2 fødselsdage, nemlig min egen 33 års og hjernerystelsen’s 7 års. Jeg har for første gang nærmest nogensinde inviteret en lille håndfuld piger hjem til brunch og med deres allerede tilbudte hjælp, skal det nok gå super fint!

Ugen har været lidt lang og op af bakke med et hoved der ingenting har villet, lige indtil det godt ville lidt alligevel og jeg kom afsted til Det Ny Teater, hvor jeg fejrede min venindes fødselsdag. Vi så Sound Of Music og det er slet ikke så tosset med en teatertur, frem for fx. en 3 timers biograftur… Og jeg slappede godt af og hyggede mig, da min værste panik var ovre fordi jeg ikke kunne finde vores sæder og stod alene og rystede af panik og fik meget underlige blikke fra de omkringsiddende. Arhmen altså, sikke noget, heldigvis ved jeg jo godt at det skyldes hjernen og ikke at jeg bare er blevet 5 år igen 😉

Glædelig næsten-første december


English: This week has been ups and downs with my head, but finally it cleared up Thursday and I went to the theater with some friends – we watched Sound Of Music. It was amazing and quite concussion-friendly too! Otherwise I am ready for christmas, bring it on. Also, my birthday is coming up and so is the birthday of my concussion, so I have two days for celebration… kind of. I have invited a few friends over for a little birthday brunch, first time ever, so that’s progress! Happy almost first-of-December for you 🙂 

Reklamer