Caregivers







Jeg er på vej hjem til mine forældre, det er ved at være et stykke tid siden, at jeg har set dem. Der er lige en 1,5 times togtur imellem os, så det er ikke altid, det er et hit for hovedet. Men det betyder også afslapning at besøge dem, for de forstår det godt. De forstår godt når jeg går tidligt i seng og ikke ser film med dem, når jeg forsvinder nogle gange på en dag for at hvile og hvorfor at jeg taber i kortspil (det er jo fordi jeg bliver forvirret af kortene, ellers havde jeg jo altid vundet)… 

Det må være svært at forstå, hvad der er med mig og mit hoved. Hvorfor det ikke bare går væk. Og det må være rigtig svært, når man har kendt mig før jeg fik hjernerystelse, hvor jeg var enormt aktiv og var en anden pige. Det må være svært at se på mit liv udefra nogle gange, når det er de dårlige perioder. Jeg magter heller ikke altid, at se mit liv udefra. Så spændende er det jo ikke 🙂 Men egentlig handler det jo om, hvordan man har det indeni. Hvad man udstråler og hvordan man lever med den rystede hjerne. 
Hjernerystelse har ikke kun ramt mig, men også mine pårørende. De første år var svære for mig, jeg accepterede ingenting men begravede mig bare i min varmepude og boede  i mit hoved nærmest. Den periode må være så svær som pårørende, da man så gerne vil hjælpe, men som ramt magter man det måske ikke, man vil ikke acceptere tilstanden og man føler sig måske deprimeret. Det gjorde jeg ihverfald. Jeg fik mange kærlige og ærlige skub men jeg rokkede mig ikke, før jeg selv var klar. Jeg ville ønske jeg havde lyttet til mine pårørende noget før, for de havde faktisk fat i det der med, at jeg skulle passe bedre på mig selv. Samtidig brugte jeg også en del energi på at forklare min tilstand overfor resten af mit netværk, og det var altså rimelig energikrævende. Nu er der jo heldigvis kommet en patientforening som kan afhjælpe myten om, at man bare er skør og skal tage sig sammen. Nu, mange år senere, hvor accepten er meget højere og jeg selv tager ansvar, for både mit hoved men også for mit gode humør, er der mere harmoni mellem mig og mine pårørende. Vi må jo selv skabe det liv, der er for os ❤️
Nu venter der ihvertfald mad serveret, kander med te og et roligt forstadsmiljø 🙂 
___________________________________________________________________________
English: so just wanted to say, that a concussion has a big influence on both the person with the shaken brain but also for the caregivers. It must be so hard to see, what was once an active person, now being so restricted. And it must be hard to understand, that it does not pass and how it daily affects every activity. My caregivers tried to tell me to take care of myself the first couple of years, but I was being in total denial and didn’t listen. I should have listened more! I think the caregivers should get more information about the injury, just to try to understand it more deeply. For me, I was not ready to take the right steps, until I decided for myself. I am positive, that it must have been really hard to see me in such a big battle and not wanting to get any help. On the other hand, I spend alot of time trying to explain to my friends, howcome the concussion did not go away. I wish there had been more information back then, lucky for us now in Denmark, we have a very good concussion accosiation. Me and my caregivers are definately more relaxed now, that I have accepted my terms and since I started being responsible for my own physcial health and not least my good mood! I am on my way to my parents house now, they understand and I am just going to relax 🙂 

Reklamer