Tip: Going out after dark…

2015/01/img_1812.jpg

Tidligere på ugen postede jeg om min weekend, hvor jeg havde venindebesøg og fortalte om, hvor hyggeligt det havde været. Dertil kom der er en rigtig god kommentar, om hvor længe jeg var om at komme mig over en tur på en bar og hvordan jeg bedst klarede sådan et par drinks. Svaret er nu endt her i et nyt indlæg, for det er hele essensen af at leve med et rystet hoved (man får en mulighed for at lave noget – man overvejer om man kan tillade sig det – man overvejer om man kan tage de dage ud af kalenderen bagefter som det kræver – man gør det eller man gør det ikke).

Hvordan kan jeg have weekend besøg og samtidig gå på bar med alle de indtryk og lyde der følger med – det kan jeg engang imellem på fuld smertestillende, på viljestyrke, på flade sko (evt. ørepropper) og bagefter med lavere aktivitet. Efter et weekend besøg betyder det, at jeg ikke har handlet, I skulle se mit køkken og dynen har boet på sofaen (også mig lidt), jeg har haft få aftaler og ekstra kaninhygge. Ift. alkoholmængde, er det helt forskelligt hvad en med hjernerystelse kan tåle. For mig er det vigtigt at jeg hviler op til og sørge for ikke at være for overbelastet. Jeg har med tiden lært ikke at tænke at (øver mig stadig), årh nej nu bliver jeg nok dårlig af at skulle ud. For jeg fik det helt dårligt bare af tanken om at skulle gå over mine grænser. Nu er det lidt mere, jaaa, jeg tillader mig selv lidt sjov og er meget bevidst om at hvile inden og trække stikket ud bagefter. Selvfølgelig vil jeg kunne mærke det – men livet går videre og dagene går med mindre aktivitet, men jeg har jo nydt tanken om at jeg var ude. Det gav et boost inde i mig og det er nogle gange mere værd, end ingen hovedpine :-*

Men – jeg føler et stort behov for at uddybe, at jeg ikke kunne komme ud de første par år! Der var konsekvenserne ved at gå over mine grænser simpelthen for store og jeg risikerede et længere tilbagefald, hvis jeg gjorde det. Der var årevis hvor jeg ikke var ude efter kl 20. Der var årevis hvor jeg ikke rigtigt var ude overhovedet. Jeg føler nu, at jeg har et niveau, og er blevet så erfaren ift. at mærke efter hvad kroppen kan, at jeg indimellem godt kan tillade mig en tur på bar. Eller i biografen. Eller en mini weekend getaway. Min krop kan i perioder godt tåle jeg lige går over grænsen. Jeg tror man selv skal mærke, om man er klar og så lytte efter det. Det gælder faktisk alle mine indlæg herinde – det er mine ord. Det tog mig mange år at lære at mærke efter ❤

Jeg elsker når jeg får kommentarer med spørgsmål, som jeg har mulighed for at uddybe i et indlæg. Tak fordi I læser med og giver lyd – det er så dejligt at vide, at der er nogle på den anden side af skærmen 🙂

Man ser ikke mere intelligent ud, når man er ude sent med hjernerystelse 😉

2015/01/img_18181.jpg
____________________________________________________________________

English: So just wanted to respond to a comment, about how I managed going out to bars, like I did last weekend. I really wanted to say more than a few words, so it ended up being this new post. I can go out once in a while, when I make sure to rest before and to regulate activities after. The first years after my concussion it was simply not possible – it took way to much out of me and had massive consequences for my recovery, to cross those concussion borders and go out to a place with noise and loads of impressions. So I feel very strongly about saying this, because one really need to feel and make sure to do, what your brain can handle and nothing more. Now, after so many years, I know my body so well and can tell, if it can manage a night out, a cinema trip or a little weekend getaway, without totally crashing. Yes, I crash for a while and the last week has been on the sofa with low activity. You should see my messy kitchen!! I have not done any shopping, just been home or out for short visits. But the buzz from being out with a friend, fills me up way more, than lying alone with no headaches. Life is so much more than no headaches! It’s all about finding that balance, and then listening to your body. Rest before and after, low heels, earplugs, eat a full dinner and then don’t stress about going out. Sometimes the thought of doing something really makes me feel worse than doing it. So I try to let myself have some fun, when I can feel, that it won’t crash my concussion completely. 

You are more than welcome to comment in English if you have any questions or anything, it is so nice to hear from you guys, on the other side of the screen 🙂 

2015/01/img_1816.jpg

Reklamer

10 tanker omkring “Tip: Going out after dark…

  1. Totally agree about weighing the possibility of crashing afterwards & choosing the healthy activity of beating loneliness by being with friends! And earplugs are always handy! I avoid alcohol though … My neurologist said for me it’s a neurotoxin & so I abstain. I miss a glass of red wine but whatever …

    Liked by 1 person

  2. Dear John – earplugs are a must have in every concussion bag! 🙂 I tend to be ok with light alcohols, like white bobbles, vodka and so but red wine gives me bad headaches, so I hardly ever drink that! And always water in heavy doses, but in the evening and next morning. Because you are right, being with friends is just so important!

    Like

  3. Tak for din tilbagemelding :-).

    Jeg forstår godt din prioritering ift. at leve et socialt aktivt liv. De første par år af mit sygdomsforløb, kunne jeg heller ikke gå ud, men mødtes med mine venner/veninder hjemme og måtte bruge æggeur, så jeg ikke overanstrengte mig ved at tale for længe ad gangen.
    Jeg har også prøvet at være ude at spise nogen gange og så længe jeg ikke er der for længe, er min hovedpine for det meste væk dagen efter.
    Kunne du have lyst til at fortælle noget om hvor du står ift. evt. at vende tilbage til arbejdsmarkedegden? Og hvad lever du af pt?

    Jeg var efter et år tilbage på mit arbejde på MEGET nedsat tid, men det at jeg arbejdede, gjorde at jeg ikke bare kunne trække stikket ud nogle dage, hvis jeg havde lavet noget (fx. ude at spise), der virkelig gav mig hovedepine og udtrættede mig. For så kunne jeg ikke passe mit arbejde. Så på den måde var jeg hele tiden nødt til at bruge al den energi jeg havde på arbejdet, hvilket jo heller kke er tilfredsstillende i længden.

    Som tidligere nævnt har jeg PCS på femte år og jeg synes stadigt det er svært at stoppe i tide og kommer let til at overskride mine grænser. Men fra tidligere at have bebrejdet mig selv, hver gang det skete, er jeg idag blevet bedre til at sige “Nå pyt, det går jeg over igen”.

    Karin

    Liked by 1 person

  4. Pyt er et fantastisk ord og også “det går nok” :-). For er der noget værre end at have gået over sine grænser, så er det at slå sig selv oven i hovedet med det.
    Jeg brugte de første par år hele min energi på mit daværende studie, så jeg er helt med – og fandt også ud af, at livet var for kort til kun arbejde og hovedpine. Jeg har skam også haft stopur på mine besøg men mine stakkels veninder blev stressede af det. Det var en svær tid! Nu er det hele meget nemmere og alle har mere eller mindre vænnet sig til min situation. Og så nyder jeg at bruge en hel aften med veninder eller andre indimellem og give mig selv lov 🙂

    Jeg vender lige tilbage med min situation og økonomi osv, jeg har dog tidligere skrevet lidt om det 😊 har lige afsluttet min revalidering og venter nu på en afgørelse ift fleksjob 😳🙏🙏🙏

    Like

Der er lukket for kommentarer.