What happened that night, 6 years ago…

IMG_0977.JPG
This is where I got my concussion, almost 6 years ago.

English below – read about how I got my concussion at the bottom of this post.

Det her indlæg har jeg længe villet skrive, også selvom det er grænseoverskridende – både at skrive men måske også at læse. Mit uheld er en del af mig nu, og om lige nøjagtig 4 uger er det 6 år siden det skete. December er derfor altid en lidt turbulent måned for mig – jeg har fødselsdag, hjernerystelsen har fødselsdag og så er det jul. Alt sammen i løbet af 14 dage. Her er min hjernerystelses historie, uden omsvøb… (Mor, du er advaret :-/)

For 6 år siden cyklede jeg på min cykel (uden hjelm …. ) hen af Nørrebrogade i København, en mørk og regnfuld aften. Det stod lodret ned i stænger og det blæste, et rigtig snasket vintervejr. Mine briller blev prikkede af regndråber, men jeg skulle jo hjem og i mit lille hoved var cyklen det eneste mulige transportmiddel. Selvom jeg havde en åben taxadør foran mig, det var helt og aldeles mig eget dumme valg. Til mit uheld, var der på Nørrebrogade i den periode vejarbejde på cykelstien. Dvs. cykelstien snoede sig hhv. mellem den oprindelige cykelsti og så en ny midlertidig sti på vejen. Københavns kommune valgte derfor at stille en betonklods midt på cykelstien, for at indikere, at her skulle man ud på vejen. De havde bare lige glemt at sætte et refleks skilt ovenpå – betonklodsen var derfor helt usynlig i mørkt regnvejr og jeg cyklede frontalt ind i den og bliver slået bevidstløs. Tror jeg – min hukommelse har slettet de kritiske minutter. Men cyklens tilstand afslørede, at det ikke gik stille for sig. Jeg vågnede af min bevidstløshed efter et lille stykke tid, og lå på jorden. Hen over mig stod to fyre og forsøgte at vække mig, som i øvrigt så helt vildt søde ud, det bemærkede jeg trods alt. Eller også bildte jeg mig det ind, havde jo fået et ordentligt slag.. Med et åbent sår og blod fra hagen, hudafskrabninger i det halve af ansigtet og med halve tænder rakte jeg mine arme op imod de to fyre og sagde i al hengivenhed, at de så vildt søde ud og om de mon havde kærester nogle af dem. Det svarede de sjovt nok ikke på (?), før vi blev afbrudt af de blinkende lygter fra ambulancen. Herefter blev jeg båret ind og vi kørte afsted mod Bispebjerg. Så har hukommelsen igen slettet en del timer, men jeg kan huske, at jeg sidder på skadestuen, hvor en læge er igang med at sy min hage. Jeg skældte ham ret meget ud, for jeg havde på fornemmelsen, at han ikke syede det pænt (hvad jeg efterfølgende har fået af vide, at han heller ikke gjorde. Jeg har så ret gode instinkter, selv med et rystet hoved), og lige der var min største bekymring, om jeg ville få et grimt ar i hovedet, nu hvor jeg ikke lige fik samlet mig en kæreste op på Nørrebrogade.

Men alvoren begyndte så småt at gå op for mig hen over de næste par timer. Jeg har glemt lidt tid igen men vågnede op på en afdeling, hvor jeg var omgivet af ældre mennesker og tænkte, er skadestuen så fuld, at jeg skal ligge på afdelingen for ældre mennesker. Det viste sig at være en neurologisk sengeafdeling, og jeg var omgivet af blodpropper. Jeg havde så ondt af de stakkels mennesker! Men hvorfor var jeg der – havde jeg også fået en blodprop. Jeg begyndte så småt at mærke panik og oveni, at jeg havde det helt utrolig dårligt i min hjerne, blev jeg bange. Sygeplejersken var sød og spurgte om jeg ikke ville ringe til nogle, så jeg ikke lå der alene. Men jeg ville ikke ringe til nogen som helst midt om natten og sige, at jeg var kørt galt på min cykel og nu var indlagt med et forslået hoved. Jeg var så flov. Jeg var sulten men kunne ikke spise den morgenmad de kom med, for jeg havde jo flere halve tænder og de der rundstykker skulle jo ligesom tygges. Pludselig skulle jeg scannes og så tænkte jeg, at nu måtte jeg alligevel hellere ringe til min bror, så han kunne komme ud til mig. Portøren hentede mig og jeg lå og kiggede op i loftet i kælderen på Bispebjerg hospital, mens vi kørte afsted. Jeg tænkte tanker, jeg aldrig havde tænkt før. Har jeg fået en hjerneskade? Blodprop? Jeg kunne godt mærke, jeg var alvorligt forslået og var så bekymret for, om den scanning ville vise noget forfærdeligt. Jeg havde aldrig haft det så dårligt med min klodsethed før, som lige der.

Det gjorde den heldigvis ikke! Jeg åndede mere end lettet op – hjernen så rask ud og jeg fik diagnosen hjernerystelse. De beholdte mig i 2 døgn, selvom jeg flere gange insisterede på at tage hjem. Det gjorde ondt ja, og jeg kunne ingenting, men jeg var stadig meget flov og tænkte alligevel, aj, hvor slemt kan det lige være med en hjernerystelse, kræver det virkelig indlæggelse. Men det gjorde det, min hjerne kunne ikke andet end at sove. På vej ud fra hospitalet fulgte den sødeste sygeplejerske mig ud, med en lille og meget uanvendelig brochure om hjernerystelse, hvorefter hun kiggede mig dybt i øjnene og sagde “pas nu på dig selv!”. Her i bakspejlet er jeg stensikker på, at hun godt vidste at en hjernerystelse kunne finde på at blive langvarig – noget som jeg ikke selv forstod før flere år senere. De sidste 6 år har været præget af tusinde kampe for at finde det gode liv, alle båret af en taknemmelig over, at jeg vågnede af op bevidstløsheden.

Det var min historie. Vil du også fortælle din, så kan du bruge kommentar feltet herunder ❤️ :-*

____________________________________________________________________________________________________________

Translation: So I have been wanting to write this post for a while now. I wanted to write about, what happened that night I got my concussion and what I was thinking (mom, you are warned…). The accident is a big part of who I am now, and in just 4 weeks, it is 6 years ago. So instead of posting it just near christmas, I want to tell you now.

I was cycling in a dark rainy night, trying to get home in shelter. I was cycling on a road (without helmet!), where there was construction work, and the bike path did a few turns. To indicate those turns, a square concrete thing was placed in the bike path, but without any reflects on top. Which means it becomes literally invisible in the dark and in the rain. My glasses where full of raindrops and I just couldn’t see it. I must have cycled straight into it, but I can’t remember what happened (thanks brain). I had some time, where I was lying unconscious on the road, before I woke up. As I opened my eyes, I saw these to very cute guys (or maybe not, but I thought so at the time) and reached out to them with my hands, asking them if any of them had girlfriends. I am sure they just forgot to reply, I must have looked so attractive lying on the wet road, bleeding from my chin, missing half of my teeth and having a half scratched face. So anyway, they got saved by the sound of the ambulance, and it took me to the hospital. I then again have forgotten a lot of time, but I remember a doctor fixing my chin with stitches, and me yelling at him, if he was doing it alright. I had a feeling he would mess up my face, and at that time, that was my biggest concern. I later learned, that he actually did not to a very good job, so I guess I have very good instincts, even when I am not myself with a shaken head!

But I soon realized, that my face was not the worst thing. I could feel, that my head was seriously hurt and I felt so weird, out of place and I just knew, this was not a good thing. I woke up a bit later at the hospital and was surrounded by elderly people, and I thought that the ER was so full, that they had to get my to where the elderly was. But they where all there, due to strokes – oh how I felt bad for them. And then it hit me – did I hurt my head so much, that I had a stroke? Or a brain injury? Or something else, really bad. I was scared and this very nice nurse asked me, why I did not want to call anyone to come sit with me. I was so embarrassed that I had fallen of my bike, that I could not trouble anyone with this. When I found out, that they would do a scan of my brain, I gave in and rang my brother. On the way to the scanner, I was looking up at the loft in the hospital basement, where I was transportet in my bed. I remember thinking, this is it, now I will find out, how badly hurt I am. I was terrified.

Fortunately, there was nothing to see on the scan, and they admitted me for 2 days, to keep an eye on my concussion. I really wanted to get out of there many times, even though I felt so tired in my brain. I was not myself at all, but I was still so embarrassed, and also thought, how bad can it be with this concussion. On my way home, a nurse followed me to the door, looked me deep in my eyes and said “you must REALLY take care of yourself now”. Looking back, I am sure, that she knew a concussion could become a long term injury, although I did not realize myself until years later. The past 6 years have been a series of battles to live the good life, and I have found strength in the thought, of how happy I am that I woke up on that road that night.

This was my story – feel free to tell me yours in the comments!

Reklamer

7 tanker omkring “What happened that night, 6 years ago…

  1. En rystende historie. Det er lige før jeg selv får hovedpine af at læse den.
    Men er bare så glad for at du trods alt kom nogenlunde igennem det, selv om du ikke er helt på toppen endnu – det var jo meget, meget tæt på at gå frygtelig galt.

    Liked by 1 person

  2. I read your story with great interest. This new life is not for the faint of heart. I have had to be far braver & stronger than I ever wanted to be or thought I’d ever need to be. We need help every day & we cannot be too proud to ask for it. I wish you all the best in your journey. Never give up!

    Liked by 1 person

  3. Pingback: Concussion gift ideas | Shaken not disturbed

  4. Pingback: 6 years ago – happy birthday concussion! | Shaken not disturbed

  5. Pingback: Happy birthday Shaken Not Disturbed | Shaken not disturbed

Der er lukket for kommentarer.