About being self centeret and blogging

IMG_0595.JPG

English below
Min beskedne blog startede i foråret, og det var noget af et skridt. Længe har jeg haft lyst til at fortælle omverdenen om livet med hjernerystelse, mit liv. De gode, de dårlige, de hårde og de sjove sider af at leve så tæt med et rystet hoved. My partner in crime. Lidt tilfældigt kom jeg med i et interview om at være usynlig syg (kan findes her), og det var faktisk det der kickstartede bloggen, efter en del kærlige skub fra mit netværk. Jeg synes der manglede et sted, hvor det var ok være mig og hvor det var ok at have det, som jeg har det. Et sted, hvor andre også kunne føle sig ok. Et online rum hvor jeg ikke var forkert. Efter knap 6 år i et sundheds – og kommunalt system, der ikke rigtig anerkender langvarig hjernerystelse, var bloggen en befrielse.

Men det er også lidt mærkeligt at skrive offentligt om en selv. Hvem gider læse om mig, egentligt? Og ovenikøbet om mig med et rystet hoved? En sygomsblog – ohhhh noooo. Navlepilleri på den trælse måde, måske er det bare en tung selvoptagethed? Et af mine blogger crush har skrevet et ret godt indlæg om selvoptagethed her. Om at hvis man jo bare viser hvem man er, og ikke pakker sig ind i glanspapir, så er det måske ok. Men jeg skriver ikke en online dagbog om hvor og hvornår det gør ondt. Jeg skriver, for at finde glæden i det her nye liv, der er helt anderledes fra livet før cykelstyrtet, og for at vise, at det gode liv ikke er så langt væk. Uanset hvad man nu kæmper med. Jeg skriver for at andre skal forstå, hvordan det er at leve med et hoved der altid siger nej. For at gøre plads til forståelse.

Det har vist sig, at bloggen også viser mig en bedre vej. Mine indlæg, som jeg forsøger at bevare positive, hjælper i høj grad også på mit eget humør. Accepten af min situation er i steget i raketfart siden bloggens start. Og hvis bare 1 derude også har glæde af at læse, bliver jeg ved. Så længe det giver mening!
:-* Charlotte.
__________________________________________________________________________
Translation: I startet my blog this spring, after I did an interview about having an invisible injury. The interview is not in English, not yet anyway! My friends and family also suggested that I startet to write, so I began to post my thoughts. I thought there was missing a place, where it was ok to be me, and where it was ok to feel like I did with my concussed head. A place where someone else might find support. An online space where I am not wrong.

It is very weird to write about myself in public, and who really wants to read about me and my concussed head? I mean, It is a bit self centered one might think, and who wants to read a blog about an injury?! But this is not an online diary about the headaches, I write to find joy in this new life, that is very different from before the concussion, and to show that the good life is not that far away. No matter what struggles you have. I write to make people understand life with concussion, and how it is to have a head that says no to everything.

The blog has actually shown me a more positive way of life, the posts really helps me to keep a positive way of thinking. As long as just 1 out there feels the same way, I will keep going 🙂

Reklamer

4 tanker omkring “About being self centeret and blogging

  1. Har absolut glæde af den! Din tilgang er så god og opmuntrende 🙂
    Jeg kan genkende mange ting i dit liv og dine tanker, selvom jeg har en mere fyldt hverdag end du har (eller i hvert fald med mere studie og job), men du minder mig om at passe på mig selv. Tak!

    Liked by 1 person

  2. Pingback: White tulips and a quick hello | Shaken not disturbed

Der er lukket for kommentarer.