Oh how I miss to exercise!!

IMG_0287.JPG

English below (photo from sports-magazine in Denmark)

Jeg vidste da jeg vågnede på gaden efter cykel stuntet at den var gal, men havde aldrig forestillet mig, at det skulle blive så omfangsrig en ulykke. Men man kan heldigvis vænne sig til forandringer, også de store af slagsen, og man kan også få et godt liv ud af det. Jeg savner bare heeelt vildt at dyrke motion! Sådan latterligt meget, og det har jeg altså slet ikke vænnet mig til endnu. Jeg stødte på et magasin for nyligt om en elitesvømmer, som lever og ånder for sin sport. Jeg læste bladet, mens jeg spiste en plade chokolade. Selvmelidenheden ville ingen ende tage. Jeg mangler de stramme lår og baller der ikke hænger om knæene. Jeg går og går og går indtil jeg får ondt i hovedet, men det virker jo ikke rigtig på det niveau. Jeg har været fynsmester i kajakroning og i svøming. Jeg har deltaget i cykelløb (kom sidst, men hvem holdte øje). Jeg har det i mig og jeg elsker at konkurrere på det sportslige. Nu kan jeg ikke engang udkonkurre en anonym på endomondo i diciplinen gang. Og så er der jo sundheds aspektet – jeg har fedt i min krop, der ikke burde være der. Omkring organerne. Det har jeg det bare ikke godt med – og jeg ved at hvis jeg kunne, gik jeg i fitness, cyklede mountainbike og racercykel og svømmede.

Hvorfor går jeg så ikke bare ned i fitness og starter op? Fordi der for det første er alt for meget i et træningscenter, som min hjerne ikke kan håndtere. Høj musik, ting der bevæger sig, pæne mænd der distraherer. For det andet fordi jeg bliver sygt dårlig ved bare den mindste belastning. Det er virkelig irriterende. Men jeg kan gå ture – de fleste dage. Og det skal jeg bare blive ved med.

Man skal gøre det man kan, når man kan – og være super stolt over, at man gør noget!
_________________________________________________________________________________________

Translation: I really miss to exercise, something I haven’t been able to do after the concussion! It is such a hard thing to accept. If I could, I would go mountain biking, road biking , swimming and work out at the gym every so often as I used to. I actually use to win small championschips in parts of Denmark in kayaking and swimming, when I was a teenager. I have participated in cycling races (and came last, but who saw me….). I have always loved to compete within sports. Now I can walk – so I walk and walk until my brain hurts. It is definately not on a high level, I can’t compete with anyone on Endomono. But why don’t I just go out and start with slow swimming or fitness? Every kind of exercise makes me sick – specially the gym with loud music, lots of things moving and pretty guys to distract me. I do the best I can within walking. And I have to be glad that I can walk, and proud to do the best I can! Everyone should be proud that they are trying!

Reklamer

2 tanker omkring “Oh how I miss to exercise!!

  1. Pingback: Moments from the week | Shaken not disturbed

Der er lukket for kommentarer.