From sunshine morning to cycling in a warzone!

keep-calm-who-kidding

English below

Version 1 – normal person: Jeg går ned til min cykel på en solskinsmorgen, men cyklen ser ud til at være væltet. Der er et par ting knækket af, men pyt med det. Jeg begynder at cykle mod praktik og kan nu se, at el-motoren ikke virker. Jeg triller alligevel mod cykelhandleren uden de store problemer og snakker med ham om, hvornår den kan laves. El-eksperten er på ferie, men er tilbage på tirsdag. Jeg tænker, at jeg da klarer mig med enten at trille roligt hyggeligt rundt på den i de 5 dage indtil da. Alternativt hopper jeg bare på tog eller bus når jeg skal nogle steder. Der er jo værre ting i verden!

Version 2 – pige med hjernerystelse: Jeg går ned til min cykel på en solskinsmorgen, men cyklen ser ud til at være væltet. Støttebenet er røget – hvordan skal jeg så parkere den fremover. Så er jeg tvungen til at lede efter et sted, hvor den kan læne sig op af. Det kan min hjerne ikke lige rumme. Jeg begynder at cykle mod praktik og først falder håndbremsen af – den er åbenbart også knækket. Det betyder, at jeg nu kun kan bruge fodbremsen, hvilket jeg så lige skal huske hver gang jeg skal bremse. Pis. Styret er skævt. Dvs. for at cykle lige skal styret være drejet – jeg tror faktisk jeg cykler med tungen ud af munden for at cykle lige… Nu opdager jeg så, at cyklen vejer 10000 tons og at den slet ikke vil køre rundt med mindre jeg finder super kræfter i mine slappe ben. El-motoren virker ikke. PANIK!! Årh nej. Nå, det kan jo være en løs forbindelse, så jeg cykler i mega snegle langsomt tempo tilbage til lejligheden med bankende hjerte, og stikker batteriet i opladeren for lige at gen-kortslutte-det (hvis man kan det, det har altså virket før?!). Ned til cyklen igen, der er i øvrigt også en tung taske og skulderen gider slet ikke bære det stentunge batteri. Tilbage på cyklen, med angst i hele kroppen begynder jeg at cykle igen og opdager, at el-motoren stadig ikke virker. PANIK!! Jeg beslutter, at cykelhandleren lige må kigge på den. Måske kan de lave den allerede til i morgen. Men el-ekspert-manden er på ferie til om 5 dage. PANIK!! Jeg er mega sent på den nu, og så stopper hjernen med at tænke. Jeg kan ikke undvære min cykel i 5 dage, da den bærer ting for mig. Min hjerne vil ikke med tog eller bus, den kan ikke overskue at planlægge nye ruter eller håndtere mennesker eller huske mig på, at jeg skal stå af. Jeg kan ikke gå med cyklen, da jeg har gigant hovedpine og hvert skridt er som en hammer i hovedet. Jeg kan ikke overskue at tage hjem igen og kigge på mine 4 vægge. Jeg tvang mig selv ud i af døren i morges, for at tænke på noget andet end hovedpinen. Ok – ingen tårer endnu.

Måske kan jeg godt cykle bare lidt – bare meget langsomt, til praktik. Jeg begynder missionen. Jeg når et stykke ud af cykelstien, før jeg kan mærke, at min nakke brokker sig og kæben vrider sig. Første tudetur. Jeg kan jo ikke engang cykle. Jeg ved det godt, men jeg glemmer det jo heldigvis. Men lige der, følte jeg mig helt enormt handikappet. Jeg var fanget i min egen krop, midt på Øster Søgade. Jeg kom meget tæt på tudende i praktik og fik glemt det hele i nogle timer (elsker det sted). Men virkeligheden venter bagefter. Cyklen er stadig i stykker, og nu står jeg så på Vesterbro, fanget i min egen krop igen. Anden tudetur. Jeg siger til hovedpinen den skal fise af, og går mod Vesterport station for at tage toget hjem. På vej mod elevatoren møder jeg en meget sød ældre dame, der spørger om jeg er på vej mod elevatoren. Ja, det var jeg. Den er ude af drift, det ville hun bare lige forberede mig på. Tredje tudetur. Og denne gang er 3 x panik og 3 x tudetur for meget. Hele verden står stille, lige der midt på Vesterport station. Mit cykelproblem har nået uanede højder, på niveau med bomber i byen eller at blive forladt af en kæreste. Men midt i dybet ringer min bror, min englebror, og får mig lokket hen til ham med min cykel. Som han kan lave. På 5 minutter. Hans kæreste kommer med kold limonade og de giver mig en mars-is og laver aftensmad til mig. Jeg er hel igen ❤ I dag fordøjer jeg traumet 🙂

____________________________________________________________________________

Translation:
Version 1 – normal person: Going for my bike this beautiful morning. It seems it has been knocked over. Some parts are broken, but who cares. I start to cycle but the electrical part is broken. Well, I will just go to the cycling – fixing – man and he will fix it. Until then I will just use public transportation – there are worse things in this world!

Version 2 – concussed girl: Going for my bike this beautiful morning. Some important parts are missing – this means I have to have a new attention to when I bike, I have to take care to use the foot breaks and not the one on the handle that is broken. I have to take care to park it up against a building, otherwise it will fall due to missing parts. The handle is twisted, so to ride straight forward, the handle has to be a little to the left. My brain does not really want to adapt to this new situation. So I start pedaling and it seems way too heavy, like 10000 tons! Oh no, the electrical part is not working! PANIC! Well, could be a loose connection. Try to put the battery into the charger to restart it (has worked before!?), go off with anxiety but it still doesn’t work. Oh no. So, I will ride in snail slow pace to the cycling fixing man. He can not fix it until next week. 5 days without my bike. I cannot do this, the bike carries stuff for me everyday, that I can’t carry myself. I am so late for work, so my brain stops to think. I am not able to take train og bus every day – too many people, I fell like I am in a war zone every time I am in a bus. I cannot walk because every step fells like a hammer in my head. Ok, no crying yet. If I just cycle really really slow, maybe I will be able to go to work without too much pain. I am not going straight home – I forced myself out of the flat in the morning, I needed some new surroundings and to stop thinking about my headache. Ok, so I start pedaling for the 3 km trip. And then I realize. I can’t ride my own bicycle without the electrical parts moving the bike. I felt so handicapped and out of place. It was like I was trapped in my own body, nowhere go to. First time crying. I make it to work, and forget everything for a while. But reality waits for me – the bike and me are now even further from home, still not working (either of us). Second time of crying. So I tell the headache to go to he… and then start walking to the trains station to get me and my bike home. The lift is not working. Third time of crying. And panic again. My world is falling apart, my bike problem is on level with bombs falling around me or the love of my life has just left me. I cannot move. Then my brother calls and convince me to go to him. He will fix my bike. And so he did, in just 5 minutes. His girlfriend brought me limonade, they gave me an ice-cream and made me dinner. I am myself again! Today I am digesting the trauma 🙂 

Processed with VSCOcam with m3 preset

Reklamer

2 tanker omkring “From sunshine morning to cycling in a warzone!

  1. Kæreste ven, jeg har lige fået min hjerne til at læse dine indlæg, som jeg var kommet lidt bagud med, og dette fik mine tårer frem. Jeg kender alt for godt den følelse hvor det hele bare vælter og man står mit ude blandt folk og ramler sammen. Dejligt at din bror kunne lave cyklen og at du fik støtte og omsorg.
    Du har altid været en kæmpe støtte for mig med mit piskesmæld og min hjerne, og husk at jeg altid er der når det ramler sammen for dig. Jeg er kun et opkald og en tanke væk – og ville gerne komme susende og trøste hvis jeg kunne ❤

    Liked by 1 person

Der er lukket for kommentarer.